Velbesøgt borgermøde onsdag den 26. oktober

28. oktober 2022

Velbesøgt borgermøde 

 

På et velbesøgt borgermøde onsdag den 26. oktober i Poulstrup forsamlingshus, som Hjørring kommune havde arrangeret, var der mødt 160 interesserede, og for dem præsenterede formand for Vrå Varmeværk, Niels Henrik Nielsen, et forslag til hvordan byen kan komme med på fjernvarme fra Vrå.

 

Det er jo ikke helt billigt, men stort set samme omkostning som andre mindre byer er blevet præsenteret for i Hjørring kommune. I Astrup er det netop besluttet at de kommer på fjernvarme fra Sindal Varmeforsyning. Prisen i Astrup bliver også noget over 100.000. Det vurderes at komme til at koste ca. 110.000 i Poulstrup, og hertil skal lægges omkring ca. 25.000 som hver husejer skal bruge for at få egne installationer ændret til fjernvarme. Der kan søges tilskud fra fjernvarmepuljen i det kommende år, på kr. 20.000 for hvert hus som frakobles naturgas eller olie.

 

På mødet redegjorde formanden for Vrå Varmeværk også for prisudviklingen i Vrå de seneste år, og uddybede baggrunden for at man havde måtte varsle en forventet stigning på varmen i 2023 med 30%. Årsagen skal findes i den meget ustabile pris på gas på det tidspunkt hvor bestyrelsen begynder at forberede budget for næste år. Da man kunne se at prisen ville kunne stige med mere end 10 % er Varmeværket forpligtiget til at varsle med 3 måneder.

 

Pressen havde fået meldt ud at stigningen var 40% og det skyldes at de kun så på MWh prisen. Når de faste udgifter også er medregnet, blev stigningen ”kun” 30% for et standardhus. For at berolige eventuelle kommende forbrugere i Poulstrup havde driftsleder Finn Pedersen lavet en beregning på hvad prisen måske kunne blive i 2023, hvis man undgår at bruge naturgas. Så vil gennemsnitspris i Vrå være tæt på den nuværende i 2022. Det viser med al tydelighed at det bestyrelsen arbejder benhårdt på med at gøre sig fri af naturgas, er yderst vigtigt. Men det er endnu for tidligt at se hvorledes det ender.

 

I nyhederne samme aften som borgerne i Poulstrup var til møde, blev det fortalt at gaspris igen er faldet til næste samme niveau som før krigen i Ukraine. Årsagen er det milde vejr, og der lige nu er fyldte lagre i Europa. Men ingen ved hvad der sker til fyringssæson 23/24. Nu kunne man jo så tænke at man bare kan fortsætte med at fyre med naturgas, men der allerede plan for at naturgas til opvarmning bliver udfaset.

 

Nogle overvejer varmepumpe, og det er naturligvis ganske forståeligt svarede formanden, og opfordrede borgerne i Poulstrup om at tage en samlet og grundig snak om den præsenterede mulighed for fjernvarme. Lige nu er den her, men tages der ikke en beslutning nu, vil der være flere som vælger en anden løsning og så vil grundlaget for at etablere fjernvarme smuldre stille og roligt og det vil være ærgerligt, for med de fremtidsplaner som de 2 biogasanlæg, der er placeret mellem Vrå og Poulstrup har, så vil det give Vrå Varmeværk mulighed for at komme helt fri af naturgas i nærmeste fremtid.

 

 

Allan Olsen fra Grøngas Vrå forsikrede forsamlingen om at deres planer med udvidelse bliver til noget og de er meget tilfredse med samarbejdet med Vrå Varmeværk, og at der vil komme mere overskudsvarme til Vrå fra Grøngas. Skulle det ende med at varmeprisen i Vrå stiger meget i 2023, vil det med stor sandsynlighed kun være et forbigående ”skvulp” udtaler Niels Henrik Nielsen. ”11 millioner for ledning til Poulstrup er mange penge” kom det fra en borger, og ”kunne Vrejlev Bioenergi ikke bare selv ligge ledning til Poulstrup, så skulle Poulstrup ikke betale for ledning til Vrå?”. Thomas Kjær fra VBE stod op og understregede, at han IKKE ALENE kommer til at stå som ansvarlig for levering af varme til Poulstrup. Han anbefaler samarbejde med VVV, specielt mht. backup. Niels Henrik svarer at det selvfølgelig er borgerne selv der skal bestemme om de vil med fra Vrå. Vi kommer blot med et tilbud. Man kan selv starte et lille værk, man kan købe fælles varmepumpe, som alternativer. I skal huske på at Vrå Varmeværk tilbyder at investere 5,3 mill. i distributionsnet i byen, og det skal så i stedet betales af borgerne, sammen med de ca. 4,3 Mill til stik ind til husene, og transmissionsledning til VBE vil ca. blive 5,5 Mill, så det bliver den samme investering, blot uden de fordele, det vil være at blive en del af Vrå Varmeværk.

 

Et andet meget aktuelt spørgsmål fra salen var ”Hvad nu hvis man vil på fjernvarme et år efter der er etableret 150 husstande? Skal man så stadig betale de 75.000 i andel af transmissionsledning, for det kunne der jo godt være nogen som spekulerede på”. Hertil var svaret fra Niels Henrik at det vil man stadig skulle betale, hvilket vi mener vil være rimeligt for de øvrige andelshavere i både Poulstrup og Vrå. Der kommer altså ikke noget ud af at vente med at tilslutte sig fjernvarmen, - tværtimod kan det resultere i at projektet ikke blive gennemført, sluttede formanden. Sparekassen Danmark havde fremstillet en 4 sidet folder med et tilbud til borgerne i Poulstrup om at låne op til 120.000 med en løbetid på 20 år, for at støtte op lokalt, og som forhåbentlig gør at flere kan finde plads i økonomien til at skifte til fjernvarme. Lars have oplyser at det over 20 år vil koste ca. 678,- kr. om måneden brutto.

 

Nu er det op til borgerne i Poulstrup at finde ud af om det er interessant for dem. Vrå Varmeværk har aftalt med borgerne om forhåndstilmeldinger senest den 20. november. Det kan fra mandag den 31. oktober gøres via varmeværkets hjemmeside. Herefter besluttes det om der er grundlag for at gå i gang med at udarbejde et projektforslag og indhente opdaterede priser ind på arbejdet. Poulstrup og Omegns Borgerforening har allerede arrangeret et nyt opfølgende borgermøde, med deltagelse af Sparekassen Danmark og Vrå Varmeværk vil også være til stede med status på forhåndstilmeldinger. Mødet holdes mandag den 14. november.